Hvad er et håndskrift?

Smelltu á myndina til að sjá hana í fullri stærð
Stækkaðu myndina Stækkaðu myndina enn meira
Mænd med bøger i Reykjabók af Jónsbók-loven
(AM 345 fol)

Det danske ord håndskrift betegner (når det er intetkøn), en bog eller et dokument som er skrevet i hånden, særlig hvis bogen eller dokumentet er af ældre dato og et vist omfang. Det tilsvarende engelske ord manuscript, som kommer af latin manuscriptum ‘håndskrevet’, bruges både i sin oprindelige betydning om håndskrevne bøger og dokumenter og i en videre betydning om forfatteroplæg til trykte bøger, film eller skuespil, altså det som man på dansk kalder manuskripter, og som ikke behøver at være håndskrevne, men kan være maskinskrevne eller computerfremstillede.

På Island begyndte man at skrive bøger i den tidlige middelalder, og fremstillingen af håndskrevne bøger fortsatte pga. særlige socioøkonomiske forhold længere end de fleste andre steder i Europa, helt op til omkring 1900. I bibliotekernes håndskriftsamlinger, særlig på Island, men også andre steder, fx i Stockholm og København, kan man derfor finde islandske håndskrifter fra en periode på næsten 800 år. I begyndelsen skrev man på pergament, dvs. specialfremstillet skind, men efter ca. 1600 blev papir mere almindeligt. Denne hjemmeside handler om fremstillingen af islandske håndskrifter gennem hele perioden.

Håndværk og masseproduktion
Nu om dage er der ikke ret meget af det man har brug for til daglig, som man laver selv; man køber det færdigt, fx madvarer, tøj, møbler og bøger; ofte uden at tænke særlig over hvordan det er fremstillet eller hvilke materialer og metoder der har været brugt. Før i tiden var forholdene anderledes, og mere af det som folk behøvede til dagligt brug, var hjemmelavet.Visse ting kunne dog bedst bearbejdes og fremstilles af fagfolk, fx genstande af træ, jern og andre metaller. Også forarbejdning af skind til pergament og fremstilling af bøger har været specialiserede former for håndværk.

Stækka myndina Stækka myndina enn meira
Tegningen viser et bogkøb.
Fra The Smithsonian Book of Books.

I dag er bøger hvermands eje, og de er lette at skaffe sig. Den der ønsker at købe en bog, behøver blot at henvende sig i en boghandel, eller gå på internettet, hvor han kan se på udvalget og købe det som tiltaler. I ældre tid var det betydelig vanskeligere at erhverve bøger, bl.a. fordi bogfremstillingen i sig selv var helt anderledes end nu; materiale til bøger var kostbart og langsommeligt at forarbejde, så det var de færreste der havde råd til dem.

Så længe bøger blev fremstillet i hånden fra først til sidst, var der ikke to eksemplarer der var ens, hver bog var unik. Med tiden afløste papirfabrikation og bogtryk de ældre måder at fremstille bøger på, og i takt med den teknologiske udvikling overtog maskinerne flere og flere af de opgaver som tidligere blev løst manuelt, bl.a. i forbindelse med trykning. Også inden for bogfremstilling blev håndværk afløst af massefabrikation.

© LogS