Printervenlig version

Nordisk religion og kristendommen i nord

Midgårdsormen og Valhal på en side i et håndskrift af Snorris Edda, den såkaldte Langa-Edda (AM 738 4to) fra 1680.

Gammel og ny skik
Begrebet ‘nordisk religion’ bruges her som et samlende overbegreb for den tro og de myter og ritualer, som nordboerne bekendte sig til før kristendommen gjorde sit indtog. Religionen, som i gamle tekster kaldes for ‘skik’ eller ‘sæd’ (siður), var polyteistisk og byggede på et fælles verdensbillede, hvor aserne (både guder og gudinder), vaner, valkyrjer, elver, dværge, diser, norner, vølver, jætter og gyger beboede verden sammen med menneskene; sotdøde hørte til i Hel, de våbendræbte i Valhal. Guder og gudinder havde deres egne funktioner i verdensbilledet, og tilbedelsen var derfor mangfoldig og med varierende, stedbundne kendetegn. Det ser ud som om, at troen, myterne og ritualerne i nogen grad har været sammenvævet med den stedlige samfundsform; fiskere, søfolk eller krigere havde andre guder under hedenskabet, end folk, som dyrkede agerbrug og landbrug.

Efter kristendommens og litteraturens komme gjorde man forskel på ‘den gamle skik’ og ‘den nye skik’ i skriftlige kilder, og ordet siðaskipti (‘skik-skifte’, d.v.s. ‘trosskifte’) blev brugt om overgangen til kristendommen. Det ældste eksempel på brug af ordet hedensk optræder i skjaldedigtet Hákonarmál af den norske skjald, Eyvind ‘skjaldespilder’, og dateres til omkring 960. Ordet asatro optræder første gang som en nydannelse i 1800tallet, og fik en vis udbredelse, men nu vælger mange i stedet at bruge betegnelsen ‘nordisk religion’ om den førkristne tro.

Brugen af ordet ‘sæd’ (siður, da. ‘skik’) har man ment var et udtryk for, at nordboerne før kristendommens indførsel ikke anså påkaldelse, blot eller dyrkelse af guder og vætter som et særligt område inden for samfundet, men som en integreret del af det. Samtidig med, at man skiftede ‘skik’, skiftede man også samfundsordning, og der fulgte da også store, og formentlig uforudsiglige, samfundsændringer med i kølvandet på den kristne kirkes konsolidering i Norden.

Hvad ved vi om nordisk religion?
Der findes forskellige kilder om nordisk religion, fx oldsager og arkæologiske fund, så som hustomter, grave (dysser og gravhøje), gudestøtter og andre effekter. Stednavne, der indeholder navnet på en gud, kan også vise noget om troen, ligesom runeindskrifter eller billedstene, der omhandler guder eller belyser mytestof. Alle skriftlige kilder, der behandler nordisk religion og gengiver myter, beskriver tro, ritualer eller blot, blev ført i pennen af lærde kristne forfattere, så man må regne med, at kristendommen har påvirket fortællingerne eller muligvis er blevet blandet med den gamle tro i fremstillingen. Ikke desto mindre kan disse skriftlige kilder være vigtige, når man skal tolke de arkæologiske fund, idet de kan hjælpe os til en bedre forståelse af disses funktion. De vigtigste skriftlige kilder om nordisk religion og nordboernes gamle verdensbillede er bevaret i islandske håndskrifter: eddadigte, skjaldedigte og Snorris Edda, blot for at nævne de vigtigste.

Kristendommen kom først og fremmest til Norden fra det europæiske fastland og De Britiske Øer. Et fremstilling af korsfæstningen fra GKS 3270 4to fra omkr. 1350.

Kristningen af Norden
De nordiske landes overgang til kristendommen har lidt forhistorie. Nordboerne præsenteredes formentlig første gang for kristendommen i vikingetiden, da nordiske søfolk – eller vikinger – bedrev strandhugst hos eller handel med kristne folk i Vesteuropa. Enkelte af dem lod sig primsigne (prima signatio er den første velsignelse i den katolske kirke) for at kunne bedrive handel med kristne lande, da handel med hedenske folk mange steder ikke var velanset.

Der blev dannet mange forbindelser mellem nordboerne og folkene i øst og vest, ikke mindst efter at nordboerne slog sig ned i områder, hvor der allerede boede kristne. Indflydelsen gik begge veje, at dømme ud fra nordiske låneord i engelsk og irsk fra gammel tid af, ligesom man også finder keltiske låneord i de nordiske sprog.

I engelsk og irsk ornamentik afslører indflydelse fra nordiske stilarter sig, Ringerike-stil og Urnes-stil, der blomstrede i sidste del 1000tallet. På lignende måde mener man, at man i de ældste illustrationer i islandske håndskrifter, som fx i Physiologus fra 1100tallet, kan spore påvirkning fra engelsk ornamentik. Disse påvirkninger er fra kristen tid, ligesom en række kristne låneord, og de vidner om en længerevarende forbindelse mellem landene.

Hvordan kom kristendommen til Norden?
Kristen indflydelse kom navnlig to steder fra, fra syd over det europæiske kontinent, og fra vest fra De Britiske Øer. En organiseret mission i Norden på pavens vegne begyndte først med den tyske munk, Ansgars mission. Han blev udnævnt til ærkebiskop i Hamborg-Bremen, der blev oprettet i Sachsen i 831 for at lede missionen. Bremersædets og Ansgars – Nordens apostel kaldet – mission anses for at have haft stor indflydelse på kristendommen i Danmark og muligvis også en del af Norge og Sverige. Det er muligt, at de skrevne kilder, som fx Adam af Bremens værk om ærkebispesædets historie (Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum fra omkr. 1075), har haft en vis indflydelse på den opfattelse.

En initial i lovhåndskriftet Belgsdalsbók (AM 347 fol), som viser konge og bisp. I de skriftlige kilder tilegnes kristningen af det vestnordiske område den norske kong Olav Tryggvason.

Konger og kristendom
Ansgar skulle have ladet de første nordiske kirker bygge i Hedeby (i Slesvig, der i dag er en tysk delstat) og Ribe i Danmark og i Birka i Sverige. Selvom disse kirker således er tidligt på færde, mener man, at overgangen til kristendommen i Norden har været noget fragmentarisk i begyndelsen – helt indtil konger eller andre verdslige og magtfulde personer blev kristne, og siden begyndte at kristne deres undersåtter at tage den nye tro. Kristendommens indførsel i det vestnordiske område tilskrives ofte konger, der havde opholdt sig længe i udlandet, var blevet døbt og havde gode forbindelser til Sydengland.

Nordboernes samfærdsel med folk på De Britiske Øer, hvor irsk-skotsk og angelsaksisk kristendom allerede var gammel i gårde, har i særlig grad sat sit præg på kristendommen i Norge og på Island. Der kom engelske missionærer eller missionsbiskopper for at oplære folket i kristendom og boglig dannelse. I Sverige stod overgangen til kristendommen længe på, hvilket formentlig er forbundet med, hvor sent landet blev forenet under én konge.

I Uppsala var der således fortsat et stort center for den hedenske religion frem til slutningen af 1000tallet. Adam af Bremen skriver om den store blotplads i Uppsala i årene 1070–1080, men i 1164 blev det svenske ærkebispesæde grundlagt der. Man regner ikke med, at Sverige var helt kristnet førend omkr. 1200. Indflydelse fra byzantinsk kristendom, d.v.s. den østromerske kirke, der havde hovedsæde i Miklegård eller Konstantinopel – tidligere Byzans –, er muligvis kommet til Østsverige og Finland fra øst – Fra Byzans kan man endog spore påvirkning i kirkekunsten på Island.

Kristendommens indførsel – en begivenhed eller en udvikling?
I stedet for at tale om indførslen af kristendommen i lande som en begivenhed eller et bestemt årstal, er det måske mere fordelagtigt at se på det som en udvikling over tid, omend lovgivningen om indførslen af kristendommen er en meget formel begivenhed. Med tiden blev det nye i trosskiftet til tradition hos folket, og der kom orden på kirkens arbejde og myndighedsområde, hvilket i høj grad hang sammen med styrkelsen af kongemagten i Norden. Samtidig kæmpede gamle og nye idéer og moral, og den udvikling foregik sikkert ikke lige hurtigt alle steder, og den har muligvis ikke været helt afsluttet førend vi kommer frem til 1100tallet. Efter den tid kan man først tale om, at Norden var helt kristnet.

Nogle punkter om ærkebispesæderne og deres respektive myndighedsområder i Norden

823 – Ebo von Reims, ærkebiskop i Reims 816–835, fik ordre fra paven om at kristne Norden.

831 – Ærkebispesædet i Hamborg, senere i Bremen i Sachsen, grundlagt for at styre missionen i Norden. Missionsbiskoppen, Ansgar, blev udnævnt til ærkebiskop, hvorefter hele Norden hørte under hans myndighed.

1104 – Et nordisk ærkebispesæde blev grundlagt i Lund, der da var en del af Danmark; i dag er det svensk. Mens andre nordiske sæder blev grundlagt i Nidaros (Trondheim) i Norge og i Uppsala i Sverige, fortsatte Lund med at være sæde for Danmark. Bispesæderne i Væ (nu svensk, Vä), Roskilde, Odense, Viborg, Århus, Ribe og Slesvig hørte under ærkesædet.

1152/3 – Ærkebispesædet i Nidaros (Trondheim) i Norge grundlagt; det var tidligere et bispesæde og helligsted, siden Olav Haraldsson den hellige blev helgenkåret i 1031, året efter sin død. Under Nidaros hørte bispesæderne i Kirkjuvog på Færøerne (grundlagt 1047), i Skálholt på Island (grundlagt 1056), Bergen (grundlagt 1060), på Orknøerne (grundlagt 1070) indtil 1472, i Oslo (grundlagt 1073), på Hólar på Island (grundlagt 1106), Garðar på Grønland (grundlagt 1126), Stavanger (grundlagt 1139), Hamar (grundlagt 1151), på Hebriderne indtil 1542 og Man indtil 1334. Nidaros blev et center for det åndelige liv frem til reformationen, ligesom den var Norges hovedstad og kongens residensby (indtil 1217), helt fra Olav Tryggvason grundlagde byen i 997.

1164 – Ærkebispesædet grundlagt i Uppsala i Sverige; under sædet hørte også Finland (men ikke Skåne, Halland og Bleking, der på det tidspunkt var danske). Under ærkesædet hørte bispesæderne i Västerås, Strängnäs, Linköping, Skara, Växjö og Åbo (nu Turku).