Kristendommens indførsel på Island

Barnsskírn
Stækkaðu myndina enn meira
Dåb ved neddybning var almindeligt frem til reformationen på Island. En barnedåb fra et håndskrift af Jónsbók-loven (GKS 3269 a 4to) fra 1300tallet.

Kildernes vidnesbyrd
Mange steder i de kristne kilder til Islands historie, fx i Islændingebogen (Íslendingabók), Kristnisaga, Hungervækker (Hungurvaka), Landnámabók, samt flere af islændingesagaerne, fortælles der, at kristendommen blev vedtaget på altinget år 1000. Tidligere havde den norske kong Olav Tryggvason sendt missionærer til landet, af hvilke det ikke gik alle lige godt. Til sidst fik kongen nok af befolkningens stædighed over for den nye tro og han tog nogle islandske høvdingesønner, der opholdt sig ved hans hof, som gidsler for at tvinge kristningen af landet igennem.

I Ari den Frode Þorgilssons Islændigebog, skrevet i årene 1122–1133, er hovedvægten lagt på nordboernes landnam og den nordiske mission på Olav Tryggvasons foranledning. Der må imidlertid have været kristne i landet fra begyndelsen af. En stor del af dem, som tog land på Island kom fra de nordiske bosættelser på De Britiske Øer, hvor de mødte – og giftede sig med – de keltiske indbyggere, der havde været kristne længe. Men det er dog ikke Ari først om at gøre at fortælle om det.

Beretningen i Islændingebogen om vedtagelsen af kristendommen
I Islændingebogen fortælles om, da Þorgeir (Torgejr) Ljósvetningagoði, der på det tidspunkt var en hedensk høvding, afsagde den dom på altinget, at alle indbyggere i landet skulle have samme lov og samme skik, for ikke at freden i landet skulle briste. Tidligere havde det været nær ved kamp mellem kristne og hedenske på tinget, og hvert parti havde undsagt sig at være under samme lov som det andet.

Þorgeirs kompromis tog hensyn til, at begge partier fik eftergivet noget. De hedenske skulle acceptere kristendommen og lade sig døbe, men den gamle lov om barneudsættelse og spisning af hestekød skulle til gengæld stadig gælde. Folk måtte fremdeles udøve den gamle tro og blote til guderne i hemmelighed, men hvis det blev opdaget, var straffen den lille fredløshed, d.v.s. tre år i udlændighed, som skulle tage sin begyndelse senest tre somre, efter at dommen var afsagt. Disse kompromisser skulle være blevet opgivet nogle få år efter.

Aris beretning, og beretninger i andre gamle tekster, har længe været med til at danne det almindelige indtryk af kristendommens vedtagelse på Island; men man kan også læse den som et ‘jærtegn’ eller et skønmaleri af det, som skete, førend kristendommen blev lovformligt vedtaget i landet. Det er værd at bemærke, at beretningerne blev skrevet ned senere af kristne, som det evt. har været vigtigt for at drage forbindelser fra udkantsområdet Island til den europæiske kristendom, der havde en århundredelang historie forud for Islands bebyggelse.

Niðarósdómkirkja í Þrándheimi í Noregi
Stækkaðu myndina enn meira
Nidarosdomkirken i Trondheim i Norge, Ærkebispesædet over hele det vestnordiske område, blev grundlagt i 1152 eller 1153.

Ærkebispesædet i Nidaros’ myndighedsområde Grundlæggelsen af ærkebispesædet i Nidaros (Trondheim), som skete i 1152 eller 1153, har muligvis haft indflydelse på historieskrivningen, i det mindste en overgang, og påvirket den henimod at styrke forbindelsen mellem Island, Norge og de vestnordiske områder. Man ved ikke, hvor længe forberedelserne til oprettelsen af sædet stod på, men formentlig har det været vigtigt for fortalerne for en norsk kirke at få et ærkesæde over Norge og de norske bosættelser så hurtigt som muligt efter grundlæggelsen af sædet i Lund i 1104, og det har magtfulde mænd inden for den islandske kirke sikkert været enige i. Ved at drive landnamet på Island og Olav Tryggvasons kristning af de vestnordiske bosættelser til det yderste, således bl.a. i Islændingebogen, der blev skrevet for landets biskopper, noget før ærkesædet i Nidaros blev grundlagt, har man muligvis forsøgt at fremhæve de islandske bosættelsers og kristendommens forbindelse med Norge og den norske kirke.

Ærkebispkoppen i Nidaros’ myndighedsområde omfattede Norge og de områder, der var blevet bebygget fra Norge, Orknøerne, Hebriderne, Shetlandsøerne og Færøerne samt Island og Grønland. Denne ordning havde sikkert sin grund i den rige forbindelse mellem dem, mens andre områder i Norden hørte under ærkesædet i Lund eller (noget senere) Uppsala. Under alle omstændigheder har ordningen støttet og vedligeholdt forbindelsen, i det mindste frem til 1200tallet, i nogle tilfælde længere. Historierne om Olav Tryggvasons kristning af de samme områder kunne også tænkes at være en del af argumentationen for oprettelsen af ærkesædet og deres historiske eller berettigede underordning under ærkesædet i Nidaros, en by, der blev grundlagt af kong Olav Tryggvason. Nedskrivningen af norske kongers sagaer, navnlig Olav Tryggvasons og Olav den hellige Haraldssons sagaer, der begge har forbindelse til Nidaros, var med til yderligere at styrke og sikre forbindelsen, ligesom også sagaerne om Færøerne, Orknøerne og Grønland, områder, der også hørte under Nidaros, og af hvilke nogle ligeledes hørte under den norske krone.

Ny viden og lærdom
Da kristendommen bygger og hviler på Skriften, både ved forkyndelsen og ceremonierne, er det klart, at efter vedtagelsen af kristendommen, lagde man grundlaget for, at kommende islandske præster og andre af kirkens tjenere kunne få en boglig dannelse. Kilder beretter om, at det til at begynde med var udenlandske lærere, der underviste eleverne, der først og fremmest var unge mænd af høvdingeslægt. De skulle lære at læse og skrive bøger, både på latin, når de skulle præsenteres for den kristne kultur, og på modersmålet, da forkyndelsen var nødt til at foregå på et sprog, som almuen forstod og kunne tilegne sig. Samtidig med islændingenes første bryderi med at tilegne sig den udenlandske idéverden på modersmålet begyndte således den indenlandske forkyndelse og messefejring.

Sandsynligvis begyndte lærde islændinge at skrive på modersmålet med latinske bogstaver før eller omkring år 1100. De første debutanter på islandsk har dog ikke efterladt sig skrifter, der er bevaret til i dag, da de ældste vidnesbyrd om islandske bogarbejder er håndskriftfragmenter, dateret til omkring midten af 1100tallet. Den overvejende del af disse fragmenter indeholder religiøse tekster, og ud fra dem at dømme har oversættelserne flydt i rigelige strømme, og de har samtidig været begyndelsen til en stadig tilpasning og udvikling af det islandske ordforråd og skriftsprog i overensstemmelse med forhold, der stadigt ændrede sig, en tilpasning og udvikling som stadig pågår.