Samfundet i det nye land

Smelltu á myndina til þess að sjá hana í fullri stærð
Stækkaðu myndina enn meira
Mænd med diplomer i Reykjabók (AM 345 fol.).

Samfundsdannelsen
Landnamstiden på Island regnes for afsluttet omkring 930, hvorefter den periode begyndte, som ofte opkaldes efter administrationsformen i landet og kaldes folkestyretiden (þjóðveldisöld) eller oftere på dansk: fristatstiden. Grundlæggelsen af altinget og vedtagelsen af landets lov markerer begyndelsen på fristatstiden, der har været beskrevet som folks og slægters samfund under høvdingenes ledelse, der alle var lige for loven. Det ser ud til at islændingene har søgt forbillederne for deres retspleje og lov i Vestnorge, hvor en del af landnamsfolkene kom fra. I Vestnorge kendes en lignende indretning i afholdelsen af herredsting, der dog hørte under forskellige love alt efter, hvilken landsdel, de befandt sig i. Islændingenes alting var derimod et fælles ting for hele landet og hele landets befolkning hørte under den samme lov. Man valgte Þingvellir (‘Tingsletten’) til tinget, hvor folk fra hele landet mødtes, ikke kun p.g.a. tinget, men også for selskabets skyld, idet handel, lege og anden underholdning foregik, mens tinget stod på.

Altingets funktion
Altinget samledes hvert år om sommeren, og tinget havde to opgaver. Der var lovtinget eller lovretten, som skulle afgøre lovtræter, udtale sig om lovenes gyldighed og tolkningen af dem. Dernæst var der domstinget, hvor de tvister, som ikke kunne føres til forsoning mellem folk, blev dømt, som det havde været almindeligt hos germanske folk i århundreder. Der var dog ingen udøvende magt, der kunne forfølge loven og de domme som blev afsagt – der var intet politi eller nogen hær. Det eneste embede i fristaten var lovsigemandembedet, og den, der beklædte denne hæderfulde stilling, skulle hvert år offentligt fordrage en tredjedel af loven på altinget samt styre møderne i lovretten.

Lovkundskab i et mundtligt samfund
I de første næsten 200 år blev den islandske lov overleveret mundtligt; den byggede på sædvane og lovkyndige mænds hukommelse, som fik øvelse i at træffe afgørelser om lovbestemmelsers gyldighed eller tolkningen af dem i overensstemmelse med almindelig vedtægt om, hvad der måtte være gældende lov i landet. Foredraget af loven på altinget var et led i at vedligeholde og stadfæste denne almindelige vedtagelse formelt, og lovretten skulle ‘rette’ loven eller tolkningen af den, hvis den eventuelt var blevet uklar. I domssager udgjordes beviser enten af vidners udsagn eller kvidudsagn (kviður), fx búakviður, hvor den anklagedes bygdefæller erklærede over for retten, om de mente, om han var skyldig eller ej.

Smelltu á myndina til þess að sjá hana í fullri stærð
Stækkaðu myndina enn meira
En ornamenteret initial med en drage og en løve i AM 346 fol. fra omkr. 1350.

Goder og bønder
Ved grundlæggelsen af altinget omkring 930 blev landet delt i 36 godord, der senere blev forøget til 39. Godordene var grundenheden i landets administrative opdeling. De blev styret af goder eller godordsmænd, der var slægts- eller herredshøvdinge og var den mest magtfulde klasse i landet. Godordene var godernes personlige ejendom og kunne gå i arv, men også købes og sælges. Man kunne få godord som gave eller eje dem sammen med andre, og man kunne også miste dem ved misligeholdelse. Alle bønder var pligtige til at følge en gode efter eget valg. Goden var på sin side forpligtet til at beskytte sine folk og værne dem mod overgreb, bidrage til freden i herredet samt vogte lov og ret. Det var goder, som sad i lovretten på altinget, og hver af dem havde to rådgivere med at støtte sig ved. I alt sad således 144 mand i lovretten, foruden landets to biskopper efter kristendommens indførsel. Det var dog kun goderne, der havde stemmeret ved lovrettens afgørelser, og de udpegede også dommere ved alle domshandlinger.

Domme og ting
Omkring 960 blev landet inddelt i fjerdinger, som blev bestemt ud fra antallet af godord og ting i hvert område, og man oprettede fjerdingsretten på altinget. Der var ni godord i Sønderfjerding (Sunnlendingafjórðungur), Østerfjerding (Austfirðingafjórðungur) og Vesterfjerding (Vestfirðingafjórðungur), men tolv i Nørrefjerding (Norðlendingafjórðungur), hvorfor de andre fjerdinge fik kompensationsgoder på altinget, så alle fjerdingerne var jævnbyrdige her. I alt havde således 48 goder sæde i lovretten og havde stemmeret i beslutningsprocessen, men der var fremdels 39 godord (såkaldte hele eller gamle godord).

I fjerdingerne blev der årligt afholdt forårs- og efterårsting, hvor tre goder gik sammen om afholdelsen af tinget. Forårstinget fungerede bl.a. som herredets retterting, hvor uafgjorte tvister kom for retten, men forskellige betalinger blev også gennemført og kapitelstaksten fastsat. På efterårstingene blev der kundgjort herredets indbyggere, hvad der var sket på altinget om sommeren. På altinget var der ferdingsretter, en for hver fjerding, hvor der blev dømt i sager, som det ikke var lykkedes at afslutte på forårstingene. I begyndelsen af det 11. århundrede blev der sat en ny domstol, femteretten eller den femte domstol på altinget, der var en slags højesteret, hvor afgørelserne blev taget ved flertalsbestemmelse. Det var ikke muligt at drage femterettens afgørelse i tvivl eller føre sagen for retten igen.

Grágás, GKS 1157 fol
Stækkaðu myndina enn meira
En ornamenteret initial ved begyndelsen af kapitlet om tingordningen i Codex Regius af Grágás (GKS 1157 fol, bl. 9va). Dette kapitel er kun bevaret i Codex Regius, der er dateret til midten af det 13. århundrede.

Forskellig syn på godord og godordsmænd
Beretninger eller beskrivelser af fristatens oprettelse og indretning finder man først og fremmest i de bevarede lovsamlinger og i skriftlige kilder fra det 12. og 13. århundrede, som fx Islændingebogen, Landnámabók, islændingesagerne og samtidssagerne. Disse er imidlertid langt fra samstemmende kilder. Fristatstidens lovsamling kaldes for Grágás (‘Grågås’), og et brudstykke af den findes blandt de ældst bevarede fragmenter af håndskrifter. Grágás var ikke en samlet lov, men en samling af lovbestemmelser og -forklaringer af forskellig alder. De to hovedhåndskrifter af Grágás, Codex Regius (GKS 1157 fol.) og og Staðarhólsbók (AM 334 fol.), der dateres til omkring 1250 hhv. omkring 1270, har fx tekster af forskellig længde og lovbestemmelser i forskellige versioner og i forskellig rækkefølge, selvom de stemmer overens i hovedtrækkene. Disse to lovsamlinger er muligvis blevet samlet i forbindelse med, at islændingene gik ind under den norske konge eller kort derefter, da det blev aktuelt, at landet skulle have en ny lov.

Det er dog kun i Codex Regius, der findes bestemmelser om fristatens indretning. Alligevel er det dette håndskrifts beskrivelse af antallet af godord, ting og retter, der oftest benyttes som kildegrundlag, selvom oplysningerne på ingen måde er hævet over diskussion. At dømme ud fra islændingesagaerne, der foregår i tiden fra landnamet frem til efter indførslen af kristendommen, men som naturligvis er skrevet noget senere, synes der at have været flere godord, end der oplyses i Codex Regius af Grágás, og at dømme ud fra beretningerne i samtidssagerne, der omhandler begivenheder i det 12. og 13. århundrede, må man konkludere, at antallet har været noget lavere. Man ved under alle omstændigheder, at magtfordelingen i fristatstiden ændrede sig over tid, og magt og godord blev samlet på færre hænder. Måske havde skrivekunsten og den kristne kirkes bogkultur sin del i, at nogle slægters eller høvdinges magt blev større, mens andres blev mindre.

Godernes religiøse funktion
Om etymologien for ordene goði og goð er der ikke den store tvivl. Om godernes religiøse funktion i den islandske fristat er der derimod forskellige meninger. I skriftlige kilder, der alle er fra kristen tid, findes der ingen sikre vidnesbyrd om deres deltagelse i religiøse handlinger. Forskellige forskere, tidligere og i dag, har derfor ytret tvivl om, hvorvidt godernes magtstilling oprindelig skulle bygge på deres religiøse lederstilling ved blot og tempelhold. Snarere må deres magt ved ting og retter i landet have bygget på deres slægts stilling og at de havde et følge af kampklare karle, som vi kender hos andre nordiske eller germanske folk.

Andre har peget på den kendsgerning, at på grund af landets beskaffenhed har man ikke skullet være klar over for invaderende styrker i samme omfang som mange andre steder, og derfor har samfundet i mindre grad haft brug for hærledere, som fx konger, jarler eller herser, der var almindelige myndighedspersoner i Norge. Den højeste høvdingerang på Island, godetitlen, må derfor nok snarere have været i de folks besiddelse, som stod for blot og afholdelse af tingene. Ud fra det synspunkt kan man bedre forstå beretningerne om landets fredlige vedtagelse af kristendommen og tilblivelsen af et middelaldersamfund uden kongemagt, men derimod styret af en gruppe af høvdinge, der fortsatte i deres religiøse funktion ved at have del i bygningen af kirker og den kristne lærdom.