Genbrug af bogbind
Undersøgelserne af de bevarede bogbind omkring islandske håndskrifter viser, at materialet til dem ikke er kommet fra drivtømmer, som drev til landet, også selvom fyrtræsplader sikkert kan være lavet af drivtømmer. Egetræs- og bøgetræsplader er kommet til landet på anden vis og har næppe fra først af været tiltænkt at blive brugt til bogbind. Det er muligt, at træ fra tøndelåg, husbeklædning eller måske ligefrem skibsvrag er blevet genbrugt som bogbind. Man har vist, at træet i et håndskrifts træbind sagtens kan have forskellig proveniens eller være af forskellige træsorter, og kun dårligt passede sammen. Nogle af træpladerne, kunne man se, var genbrugt, fordi sporene efter en ældre fæstning viste at bindet tidligere havde sidet om en anden bog. Ligeledes fandtes eksempler på, at bogbindet var mindre end selve bogen, og der er eksempler på reperationer eller plader, der er sammensat af to slags træ.

Mus bliver ellevilde med udenlandsk bogbind
Biskop Brynjólfur Sveinsson lod i årene 1674–1675 indbinde 80 bøger, store og små. Grunden til det var, at nogle mus havde gnavet i en af hans bøger, der for størstedelen blev opbevaret i et aflukke i den nordlige del af kirken i Skálholt. Biskoppen var sikker på, at musene gik efter det udenlandske hvedelim, der blev brugt ved fremstillingen af bindet, og lod derfor bindet tage af mange af bøgerne og på ny indbinde dem i islandske træbind. For at undgå, at musene skulle få mere lyst til bøger, lod han bindene indsmøre i rigeligt med læderlim og betrække med indenlandsk skind.