Eggert Ólafsson om harpiks:

§. 308.
Vi viide ikke, om qvoda eller Yverliim bruges i andre Lande; men efter et almindeligt Sagn, fra Forfædrenes Tider, skal det være blevet brugt til Pergament-Blæk, førend Papir blev almindeligt, kort for og efter Reformationen, og rimeligt have alle nordiske Nationer brugt det, især om Vinteren og Foraaret, da det var at faae. Qvoda kaldes den første Mælkevædske der kommer frem, ved chyli Adskillelse, i Yveret hos unge Faar og Kvier, kort førend de føde den første Gang: den er guul, meget tyk, og liimagtig. Den kaldes almindelig Klaar, og især Qvode af den Lighed den haver med klar flydende Harpix, hvilken dette Navn egentlig tilhører. Denne Saft maae udmalkes med Behændighed. Nuomstunder bruge Islænderne den til at liime Bøger, Træ og andet. Man vil sige, at de glindsende, ophøiede og trinde Bogstaver, der sidde uden paa gamle Pergaments-Bøger, ere fornemmeligen giorde med denne Liim-Art, men hvad Sværte de Gamle have brugt her til, tales intet om. Vist er det, at Qvoden for sig selv kan saaledes bestaae og glindse; den bliver haardere end Gummi, og har det Fortrin, saavel for det, som for Æggehvide, hvilken de Gamle brugde saa meget til Malerier, at den ikke opblødes af Vand eller Fugtighed. For kort Tid siden, da man endnu brugte Kalvskind til Skiøder og andre høitidelige Brevskaber i Island, betiende Indbyggerne dem af tykkaagt Vidie-Blæk, hvis Tillavelse allerede (§. 268.) er beskreven.

Kilde: Vice-Lavmand Eggert Olafsens og Land-Physici Biarne Povelsens Reise igiennem Island, foranstaltet af Videnskabernes Sælskab i Kiøbenhavn, og beskreven af forbemeldte Eggert Olafsen, med dertil hørende 51 Kobberstøkker og et nyt forfærdiget Kart over Island, bind I og II. [Udg. Gerhard Schøning & Jón Eiríksson]. 1772. Sorøe. Bind I, s. 198-199.