Lærdomssmule om Flatøbogen
Flatøbogen er det største, bevarede islandske håndskrift og består af 225 blade. Oprindelig bestod det kun af 202 blade, men i sidste del af 1400tallet indsattes 23 blade. Håndskriftet er i stort folio-format, d.v.s. man har fået to blade af hvert stykke kalveskin, og man har således skullet bruge i alt 113 kalveskind til hele bogen. Det er et særsyn at se, i hvor høj grad Flatøbogen er illumineret, taget i betragtning, at det er en bog med verdslige sagaer – til underholdning eller lærdom. Desuden er bogen i hel stand og næsten helt lydefri, hvilket står i modsætning til middelalderlige håndskrifter i almindelighed, der gerne mangler et blad eller et læg her og der.

Flatøbogen har muligvis været tænkt som en kongelig gave, men inden den blev færdiggjort i 1387, døde den norske Kong Olav Hákonarson, som da var ganske ung, og med ham uddøde den norske kongeslægt. Bogen befandt sig på Flatey (~ ‘Flatø’) i det 17. århundrede og har båret navn efter denne ø siden. Bisop Brynjólfur Sveinsson ville da købe bogen på vegne af Frederik den Tredje, der gerne ville have islanske bøger til sit bibliotek. Man ville ikke sælge biskopen bogen, men han fik den derimod som gave, og han sendte kongen den 1656. Flatøbogen befandt sig i Det Kongelige Bibliotek i København i godt 300 år, indtil man i Danmark besluttede at udlevere den til Island d. 21. april 1971. Indholdet i Flatøbogen berører hverken islandsk historie eller på anden måde islandske anliggender og den indgik derfor ikke i den gruppe af håndskrifter, man besluttede at udlevere i øvrigt. Det var således en vennegave og vidner om, at man i Danmark forstod bogens store betydning for islændingene.

Lærdomssmule om bogeksport til Norge
Et betydeligt antal af islandske håndskrifter er bevaret i Norge, og det kunne antyde, at man på Island har fremstillet bøger til eksport til andre dele af det vestnordiske sprogområde i det 14. århundrede. På den tid regeredes Island fra Norge, d.v.s. her sad kongen og ærkebiskoppen, og dertil havde de vestnordiske sprog ikke udviklet sig mere, end at man kunne forstå hinanden indbyrdes. Man synes fortrinsvis at have eksporteret bøger indeholdende kongesagaer eller religiøs litteratur, men mindre af litteratur, der særligt omhandlede Island og islandske forhold. Selvom man i Norge også arbejde med produktion af bøger, så synes nordmændene i højere grad at have skrevet på latin fremfor modersmålet; alligevel har de sat pris på bøger, som også andre end de latinlærde kunne læse. Det har sikkert været smukt udførte bøger, man eksporterede, bøger, som man enten ville sælge til rige folk eller til landets øverste, verdslige og gejstlige.

Lærdomssmule om digtning og sagaer om Guðmundur den gode
Det er klart, at biskop Guðmundur den gode har været vigtig for 1300tallets forfattere og digtere; men dertil opstod der også mange folkesagn om ham. Arngrímur Brandsson, forfatter til D-redaktionen af Guðmundar saga, digtede mange enkeltvers om Guðmundur og desuden en drape, der i et af håndskrifterne af hans redaktion af sagaen (i Perg. fol. nr. 5 fra 1350–1365) både indgår på passende steder inde i selve teksten og tilføjet efter sagaen.

Lagmanden Einar Gilsson digtede også meget om Guðmundur den gode, bla. Selkolluvísur om biskoppens møde med en heks med sælhoved, som han manede væk på Vestfjordene. Stroferne i Einar Gilssons digt blev også indført i D-redaktionen af Guðmundurs saga, der indeholder Arngrímurs viser. Abbed på Munkaþverá, Árni Jónsson (d. omkr. 1380) digtede en anden drape om Guðmundur, som kun findes bevaret efter D-redaktionen af sagaen i en papirafskrift fra 1600tallet (AM 398 4to).